Ny social søgemaskine lanceret

Endnu en søgemaskine er lanceret og som det er set før, er der tale om en såkaldt meta-søgemaskine (en tjeneste der foretager søgning i andre søgemaskiner og samler resultaterne).

logo.jpgTil forskel fra tidligere meta-søgemaskiner, har søgemaskinen Aftervote en række faciliteter som ikke er set før. Først og fremmest den sociale side, hvor man som bruger kan være med til at forbedre søgeresultaterne.

Aftervote søger i Google, MSN og Yahoo, og som bruger kan du selv bestemme hvor stor vægt der skal lægges på resultaterne fra de enkelte søgemaskiner. Endvidere kan du få vist ekstra informationer som placering hos Alexa, Google Pagerank, alderen på domænet og andre oplysninger.

Alt efter hvilket resultat du vælger at benytte dig af i søgeresultatet, registreres dette automatisk at søgemaskinen, men man har også selv mulighed for at stemme på de enkelte resultater og dermed forbedre søgning. Denne funktionalitet er allerede indbygget i en søgemaskine som Google, men det er såvidt vides første gang brugeren har mulighed for at deltage direkte i voteringen.

Endelig kan man også udvikle sine egne små algoritmer og udvidelser til Aftervote og få vist præcist de oplysninger man ønsker på resultatsiden.

Det bliver spændende at følge udviklingen af Aftervote og om det sociale aspekt i søgemaskinen virkelig kan fange brugerne eller der blot vil være tale om nyhedens interesse.