apr
26
Hos vores allesammens kære Skat har de ofte ry for at være tørre, talfikserede og uden humor. En kampagne i kampen mod sort arbejde med titlen “Tænk, hvis nogle steder var lukket land for dem, der arbejder sort…” viser en anden og mere kreative side af Skat.
Gennem opslag i supermarkeder og på uddannelsesinstitutioner, har man mulighed for at tjene 150 kr. i timen (sort), hvis man blot ringer til Peter K. på telefon 80 60 18 92 og hører nærmere. Sedlen er lavet som de opslag vi alle kender, hvor du kan rive en slip af forneden med telefonnummeret.
Når du har ringet op, præsenterer Peter dig for mulighederne og nævner selvfølgelig også at feriepenge og forsikring ikke er med i lønnen. Kort tid efter afbrydes han af en dame fra Skat, der spørger dig om du arbejder sort og siger at du skal være glad for at der ikke er “Vis Nummer” på hendes telefon.
Skat lover at ingen af dem der ringer op, vil blive registreret, så du kan roligt ringe op og høre beskeden.
Kampagnen suppleres med videospots og plakater.
